Hvad er billederne taget med

Mit første kamera (eller andet, hvis man tæller boxkameraet på billedet over med) var det italienske Ferrania Eura. Jeg fik det af min far i slutningen af halvtredserne og jeg er ret sikker på, at det kostede 32 kr. Det brugte 120-film (6x6 cm negativer) med 12 billeder på hver rulle. Jeg kan stadig huske hver lyd og hver fornemmelse ved betjeningen.

Da jeg googlede det, læste jeg, at det i dag er et stilikon og udstillet mange steder, hvor temaet er klassisk design. Der kan man se!

Midt i tresserne købte jeg det nye Minolta SR-7. Det var det største spring fremad i min fotokarriere: Enøjet spejlrefleks med skarpttegnende f1.8 optik (senere fandt jeg en f1.4 brugt), koblet CdS lysmåler og en vægt som en mellemstor personbil.

Min fascination af fotografering eksploderede og jeg fik fritidsjob for at få råd til optikker, mørkekammer, flash og stativer. Jeg meldte mig til fotokurser på aftenskole og jeg begyndte at holde tidsskrifter om foto. Men først og fremmest tog jeg en masse film, som jeg selv fremkaldte og lavede forstørrelser af, så jeg fik hold på begreber som tid, blænde, filmfølsomhed, kontrast, gråtoner osv.

SR-7'eren udgik af markedet og blev erstattet af SR-T modellerne i slutningen af tresserne. Bortset fra lysmåling gennem objektivet var der ikke den store forskel. Da XM- og XE-modellerne kom midt i halvfjerdserne, begyndte det dog at rykke, især pga. den elektroniske lukker styret af blænden.

XE-5'eren er det bedste Minolta, jeg har ejet: Metalhus, vertikal metalspaltelukker, fremragende pentaprismesøger og stabilitet og holdbarhed i topklasse. Kameraet var ikke for ingenting udviklet i samarbejde med Leica.

Som i den nuværende digitale verden skulle der også i filmdagene bruges store formater, hvis man ville have den højeste billedkvalitet. Jeg havde anskaffet mørkekammerudstyr, der kunne håndtere 6x6 negativer, så da jeg faldt over et brugttilbud på Minoltas Rollei-efterligning, måtte det prøves.

Kameraet var absolut i orden. Man fik knivskarpe negativer og masser af kontrast og gråtoner. Det virkede dog bedst på stativ: Kameraet var totalt uautomatisk, man skulle fumle med løse lysmålere, skaktsøger og indstillinger mærkelige steder på kameraet. Omvendt var centrallukkeren og negativformatet formidabelt til flashoptagelser, også med hele udtrækket af slaveudløsere, paraplyer osv.

Jeg har aldrig taget bedre billeder, end jeg gjorde med dette kamera. Det skyldes ikke, at det var et godt kamera (hvad det virkeligt var). Nej, i den periode brugte jeg mere tid på fotografering og tog jeg flere billeder end på noget andet tidspunkt. Alt andet lige kommer der selvfølgeligt flere gode skud, jo flere film, man bruger. Man skal nok heller ikke underkende sandheden i det gamle mundheld øvelse gør mester.

Der gik totalt samler i den få år senere. Jeg kunne ikke stå for de nye muligheder for både lukker- og blændestyret automatik og udskiftede først XE-5'eren med et XG1. Kort efter købte jeg også et XG7 og et motordrev.

Fordelen ved at have to kameraer var, at jeg kunne have en følsom film i det ene hus og en langsom i det andet. Derudover kunne jeg bruge objektiver, flash osv. til begge huse.

Hvad jeg lige glemte at overveje var, om jeg egentligt havde brug for alt det isenkram - og om det overhovedet var et fremskridt i forhold til de foregående kameraer. Det var det ikke. XG-modellerne var noget skrammel. Det sorte betræk krympede og gik løs, lukkerne (stofspaltelukkere med langsgående vandring) larmede og gik i stykker, så alt i alt tålte kameraerne faktisk ikke almindeligt dagligt brug.

Mit modtræk til alt det upålidelige elektroniske tingeltangel blev endnu engang et gammelt storformatkamera, som jeg fandt på ét af de legendariske udsalg i det daværende Fotomagasinet i Vestergade i Odense:

Et 15 år gammelt Zenza Bronica med 80 mm f2,8 Nikkor optik. Jeg var tilbage ved 6x6 cm negativer indpakket i en rulle papir. Billedmæssigt har jeg aldrig haft noget, der kom i nærheden af dets skarphed, farvegengivelse og kontrast. Men hvor var det stort, tungt og værst af alt: larmende! Så Bronica'en blev brugt alt for lidt i forhold til sine indiskutable kvaliteter.

Da jeg alligevel havde stået og frosset en halv udsalgsnat i januar, kunne jeg jo lige så godt se, hvad der var tilbage på hylderne. For en slik købte jeg en anden japansk klassiker: Topcon 35S med koblet afstandsmåler, centrallukker og 2,0 optik. Som kamera er Topcon fuldstændigt glemt i dag, hvilket ikke er retfærdigt. Det var fuldt på højde med samtidige kameraer, optisk kunne selv Leica ikke gøre det bedre.

35 S var et fremragende kamera, Pålideligt, hurtigt, lydløst, skarpt og lysstærkt. Så selvom heller ikke jeg kendte Topcons eksistens fra andet end spejlreflekskameraer, blev det mit foretrukne kamera i adskillige år.

Træt af at ligge inde med en masse grej, hvoraf jeg reelt kun brugte Topcon'en, skilte jeg mig af med næsten det hele. Jeg beholdt et par optikker og en flash og købte et X-700.

Nu var der for første gang mulighed for ikke bare at vælge lukker- eller blændeprioritering, kameraet kunne 'selv' vælge de optimale kombinationer, alt efter lysforholdene. Kameraet fungerede fint og jeg var faktisk rigtigt glad for, hvor let betjeningen var blevet.

Tiderne skifter. En dag, da jeg kom forbi Fotolsens vindue og så et næsten nyt, brugt Minolta 7000, var der ingen vej tilbage: Verdens første kamera med automatisk afstandsindstilling.

Den nye teknologi taget i betragtning var det et forbavsende velfungerende kamera. Lidt mere træls var det, at blændestyringen i kamerahuset gik i stykker og skulle repareres hvert 3. år.

Tilføjelse 2013: Forretningen Fotolsen blev overtaget af Click-kæden i 2012 og dermed lukkede den sidste rigtige specialbutik for foto i Odense.

Hos Fotolsen fandt jeg også det sjældne fuldautomatiske kompaktkamera Minolta AF-C: 6-linset 35 mm 2,8-objektiv og lukkertider fra 1/8 til 1/430 sek. Man tændte det ved at trække frontklappen ned.

I mange år brugte vi det på hver eneste ferie og fik masser af skarpe og velbelyste billeder. Vi har det endnu, men det bliver ikke brugt mere.

Da jeg var blevet træt af at få repareret 7000'eren, skiftede jeg det med et Dynax 500si. Det var mit første plastikkamera siden Ferrania'en og det blev mit sidste filmkamera.

Jeg hører ikke til dem, der har nostalgiske følelser i den sammenhæng. Med film anede man aldrig, hvad man havde fået i kassen, og mange af de skud, man havde størst forventninger til, viste sig ofte at være elendige, når de blev fremkaldt og forstørret.

Jeg begyndte at eksperimentere med digitalkameraer, mens filmkameraer stadig var den eneste seriøse mulighed.

De to første var fra HP, det ene hed kun Photosmart, det næste Photosmart 215. 215'eren havde farvedisplay på bagsiden, så man kunne se billederne med det samme. For det meste brugte man det dog ikke, fordi det drænede batterierne hurtigere end nogen kan forestille sig i dag.

Det var kun legetøj. Billedkvaliteten var dårligere end en nutidig mobil til 300 kr, og batterilevetiden var en katastrofe. Hurtigt videre!

I 2004 begyndte der at ske ting og sager. Jeg byttede mig til et Canon PowerShot A70 med 3x zoom og 3 MPixels. Pludseligt var digitalteknikken ikke legetøj mere: Skarphed, farvegengivelse, kontrast, opløsning - det hele så rigtigt ud.

Desværre var det bygget op om den Sony billedsensor, som fik rigtigt mange af 3-MPix-kameraerne fra forskellige producenter til at svigte alt for hurtigt.

Så lavede jeg lige en lille fejldisposition. Fra 500si'en havde jeg en stor automatisk Minolta flash med samme sko som på det lille Konica Minolta Dimage Z5.

Det viste sig, at flashen ikke fungerede med digitalkameraer. Og selvom Z5'eren tog fine billeder i solskin, var dets billedstøj i alt andet lys forfærdelig. Så jeg skyndte mig at sælge det igen, mens det stadig var nyt og noget værd.

Erstatningen for Z5'eren var af en helt anden kaliber: Jeg købte det grimme Kodak P-880. Det har en en knivskarp Schneider-Kreuznach vidvinkelzoom, alle flashtyper kan udløses og der er manuel zoomindstilling på en ring på objektivet. Men først og fremmest: en virkeligt god billedkvalitet så længe lyset ikke bliver alt for svagt.

Den dårlige nyhed: Det er et langsomt kamera. Det fokuserer langsomt og det gemmer data endnu langsommere.

Det var med P-880'eren, at der ikke var nogen tvivl længere: digitale kameraer overgår film i kvalitet (i hvert fald for amatører som mig). Der er mange flere skarpe, velbelyste billeder med rigtig farvebalance nu. Og så kan man endda bare skyde løs og sortere bagefter. Hukommelseskortet koster kun penge én gang.

Panasonic Lumix FZ18 var meget hurtigere end P-880'eren (der til gengæld tog bedre billeder, når det først havde bestemt sig for at aktivere lukkeren).

Man kommer til at holde rigtigt meget af iA-indstillingen: Intelligent Automatik, hvor kameraet selv analyserer motivet og melder tilbage i søgeren, hvordan det har tænkt sig at omsætte det til et billede. Hvis nogen havde fortalt om sådan noget, da jeg købte mit SR-7 i 1965, ville jeg have henregnet det til science fiction fantasier som i tegneserien om Jens Lyn.

I 2010 var det, som ingen ville have troet ti år før, blevet muligt: man havde råd til et digitalt spejlreflekskamera. I 1999, da jeg købte mit første digitalkamera (med 0,3 megapixels sensor), kostede et professionelt Kodak DCS 520c med to megapixels over 150.000 kr i Danmark! Amatørmodeller var ingen firmaer overhovedet begyndt at tænke på.

Som efterfølger til et Lumix FZ18 var Nikon D5000 (især med min 18-105 mm) et stort, tungt kamera. Men hvor det virkede: Lynhurtig respons, fire billeder i sekundet og en 'rigtig' analog søger. Alle tænkelige og utænkelige justeringsmuligheder med brugerdefinerede knapper og så meget (eller lidt) automatik, som man ønsker.

Det vigtigste var (og er) stadig billedkvaliteten. CMOS sensoren er 3,72 cm² (eller over 15 gange så stor som på FZ18'eren). For første gang siden filmdagene er det realistisk at tænke ISO 800 eller 1600 - i en snæver vending højere.

Efter et par år med D5000'eren måtte jeg sande, at der er fordele ved at kunne have sit kamera i lommen, fx. på storbyferier. Heldigvis var Danmark det billigste sted i verden at anskaffe sig et Olympus E-PL1, så jeg kunne ikke stå for fristelsen til at supplere med dette lille systemkamera med den forholdsvis store micro-four-thirds sensor.

Det har en forrygende billedkvalitet målt i forhold til størrelsen. Glem alt om RAW og tidskrævende efterbehandling - op til ISO 1600 var JPEG's bedre end samtidige DSLR-kameraer til mange gange prisen. Det var første gang, jeg ikke efterbehandlede billeder til hjemmesiden. Fx. er mange af billederne fra Rom taget med dette kamera. Standardzoomen har rigtig vidvinkel og kan trækkes sammen til halv størrelse under transport.

Der kan findes mange gode grunde til at skifte et D5000-hus med et D5100: Der er endnu mindre billedstøj i svagt lys, LCD-skærmen er blevet bedre, det har to infrarøde forbindelser til fjernbetjeningen, Live View og video er blevet bedre osv, osv.

Mest var det nu E-PL1'eren, der fik mig til at skifte. D5000 er på alle måder et godt kamera, der var bare ikke nogen grund til at slæbe det med mere. Olympus'en producerede bedre JPEG's out-of-the-box.

Det bliver altid diskuteret, hvor mange pixels man har brug for. Så længe optikkerne kan følge med, kan det vel kun betragtes som en fordel, at der kan hentes et udsnit ud af et billede uden at det går for meget ud over opløsningen.

Jeg er siden blevet mere og mere glad for kombinationen af et godt DSLR og et lille systemkamera. Så da den nye generation med 16 MPixels micro-four-thirds sensorer var blevet til at betale, blev det til en udskiftning af E-PL1'eren med det mindre E-PM2.

Billedmæssigt er det ubetinget et fremskridt. Derimod har jeg måttet give afkald på knappen til direkte valg af optagetilstand. På de små mini-PEN foregår alt i menuerne på displayet, som så til gengæld er blevet større, bedre og mere integreret i alle processer. Det kan stadig imponere mig, at touch-displayet kan indstilles til at udløse lukkeren og stille skarpt ved at man rører det vigtigste punkt i billedet.

Nu begynder udskiftningerne selvsagt at ligne et mønster. Siden mit D5000 har jeg haft kameraer, der på ingen måder sætter begrænsninger for nogen fotografiske ønsker eller ideer. Alligevel har jeg skiftet, når jeg for et forholdsvis beskedent beløb har kunnet få forbedringer på op til flere blændertrin.

Nikon D5200 fik ikke en særligt jublende modtagelse af anmelderne. Det ligner D5100 til forveksling og bortset fra en sensor med højere opløsning og bedre præstationer i svagt lys, er der kun tale om småforbedringer.

Jeg valgte det netop fordi det ligner. Alt fungerede perfekt på mit D5100. Og når man kan købe synlige forbedringer i svagt lys og en opgradering fra 16 til 24 MPixels, så er jeg med.

Siden er der jo kommet flere nye serier fra Nikon og Olympus. Er det så ikke tid at skifte?

På et tidspunkt bliver det. I øjeblikket har jeg al den teknik og billedkvalitet, jeg kan ønske mig. Professionelle fotografer betaler stadig 50.000 kr for et Nikon D4s med 16 MPixels og kunne ikke drømme om at skifte. Så kan man vel med en vis ret antage, at vi andre også kan klare os. Da Nikon D2H kom med sine 4 MPixels i 2003, blev det udråbt til det ultimative fotoværktøj.

Til almindelig point-and-shoot fotografering er DSLR'er store og tunge, men når motivet bevæger sig hurtigt eller der skal bruges flere flash, er der intet, der kan hamle op med dem. Kombineret med et lille kvalitetskamera som Olympus PEN er der ikke mange situationer, der ikke er dækket ind.

Kavalkaden herover har selvfølgelig afsløret mig: Jeg køber kameraer som legetøj. Men også som værktøj, og jeg elsker fornemmelsen af gedigent værktøj. Billederne, de bliver hverken værre eller bedre!