Berlin


Berliner Dom

På trods af den næsten totale udslettelse i 1944-45 er Berlin i dag en by med et utal af ikoniske bygninger og steder, både fra før krigen og fra den onde periode efter. Et eksempel er Berliner Dom på Schloßplatz på museeumsøen. De allierede forsøgte at skåne den for direkte bombninger, den blev alligevel svært beskadiget og er kun bragt nogenlunde tilbage til sin oprindelige stand. Kirken, som faktisk kun er lidt over 100 år gammel, er her fotograferet med ryggen mod Unter-den-Linden og front mod Karl-Liebknecht-Straße og Alexander Platz

Volksbühne på Rosa-Luxemburg-Platz

Volksbühne på Rosa-Luxemburg-Platz er fra begyndelsen af 1900-tallet og blev også svært beskadiget under krigen. Den blev genopbygget fra 1952-54 med en ny flad tagkonstruktion. I dag huser Volksbühne et moderne teater med et stort og varieret repertoire, der også omfatter oplæsning, film og koncerter. På trods af teatrets internationale omdømme er aktiviteterne truet af nedskæringer og indblanding fra de bevilgende myndigheder

Alte Schöhnhauser Strasse

Hist og her finder man bygninger, der ser ud til at være fra før 2. verdenskrig. Man kan være næsten sikker på, at de er blevet genopbygget, fordi de har været bevaringsværdige. Vi gætter på, at det er tilfældet her i bunden af Alte Schönhauser Straße. Berlinerne rekonstruerer den dag i dag stadig bygninger, der forsvandt under krigen. Det største igangværende projekt er uden tvivl det gamle preussiske Stadtschloß, som i disse år genopføres på museumsøen

Stralauer Platz

Det er ikke alle steder, at renoveringen af byen går lige stærkt. Den gamle tekniske skole på Stralauer Platz ved Ostbahnhof har ligget ubenyttet hen siden halvfemserne og er blevet mere og mere smadret. I 2009 blev der givet byggetilladelse til et stort hotelprojekt på grunden, men endnu er intet sket

Tempelhof

Hvis man besøger Berlin for at opleve noget af dens voldsomme historie, er der ingen vej udenom Tempelhof lufthavnen, der om noget har indskrevet sig i det kapitel, hvor byen var delt af muren

Tempelhof området

Tempelhof ophørte med at fungere som lufthavn i oktober 2008. Parlamentet i Berlin bestemte, at området og bygningerne skulle bevares fuldstændigt som de så ud under den sovjetiske blokade af Berlin i 1948-49. Vestberlinerne overlevede kun på grund af luftbroen mellem Tempelhof og en række vesteuropæiske lufthavne. Der må ikke engang plantes buske eller træer mellem startbanerne, så det store område er et paradis for drageflyvere, cyklister og hundeejere

Potzdamer Platz 1990

Hvis ikke vejskiltet og indgangen til stationen kunne ses på vores billede fra 1990, ville vi ikke have været sikre på, hvor billedet var taget. Muren var lige revet ned og Potzdamer Platz var stadig en åben mark som den havde været, mens der var ingenmandsland omkring muren

Potzdamer Platz 2016

Potzdamer Platz i dag. Efter murens fald investerede kapitalstærke firmaer i dette Manhattan-miljø, som de troede ville blive en guldgrube. Det blev det så ikke, blandt andet fordi byggerierne blev så forceret, at metoder og materialer ikke var testet ordentligt. Dele af facaden på den 103 m høje DB-bygning i Sony-centret (det runde blålige glashus) har flere gange revet sig løs, i 2016 ramte et vindue en bil nede på pladsen. Den røde bygning bagest er Kollhoff-tårnet i Daimler-komplekset. Elevatoren op til den forblæste platform øverst stiger ni meter i sekundet og er Europas hurtigste. Tårnets facadeelementer var også fejlkonstrueret, så det allerede har måttet gennemgå en omfattende renovering. Både Sony og Daimler har set sig nødsaget til sælge deres paladser med enorme tab

Sony Centret på Potzdamer Platz

Sony-centret er vildt og spændende. Cafeernes priser for en øl eller en sandwich er så også derefter. Det er et biografcenter, der er bygget ud på pladsen

Udsigt fra Kollhoff-tårnet

Udsigten fra Kollhoff-tårnet er overvældende. Her udsigten mod Alexanderplatz med Prenzlauer Berg i det fjerne

Udsigt over Mahnmal

Fra Kollhoff-tårnet ses det tydeligt, at det nye mindesmærke for Europas myrdede jøder nærmest fylder en hel bydel

Denkmal für die ermordeten Juden Europas

Nede i monumentets 95 cm brede gange er det tydeligt, hvor dominerende de nye bygninger på Potzdamer Platz er

Gleis 17 ved Grunewald banegården

Et væsentligt mindre kendt, men så meget mere sindsoprivende mahnmal er Gleis 17 ved Grunewald banegården i Berlins vestlige udkant. Herfra afgik transporterne til Auschwitz og Theresienstadt. Langs sporet er der i 1990'erne lagt støbejernsplader med dato og antal for hver transport. Nede ved stationen har den polske kunstner Karol Broniatowski udført betonmindesmærket med negative aftryk af menneskekroppe

Bornholmerbrücke

Da muren faldt den mærkelige novemberaften i 1989, var det på denne bro i Bornholmer Straße, at vagterne som de første lod menneskemasserne passere. Under træerne og broen går den noget oversolgte cykelrute Mauerweg. Det skulle ifølge mange kilder være muligt at cykle de 160 km, hvor muren har stået. I praksis fungerer det bare ikke, fx var stien her under broen lukket af med hegn. Og i Bernauer Straße blev vi stoppet af en låst låge hen over stien midt i et boligkvarter. Det burde være en ommer

Linienstraße

Omvendt bliver cyklisterne forkælet i Linienstraße. Den er udlagt som cykelgade og går helt fra Karl-Liebknecht-Straße til Oranienburger Straße. Biler må kun bruge gaden til parkering. Især i betragtning af, hvor farlig den parallelle Torstraße er, er det ren luksus at cykle her

Mauerpark

Mauerpark på nordsiden af Eberswalder Straße er anlagt i det tidligere ingenmandsland ved muren. Om søndagen afholdes loppemarkedet Flohmarkt am Mauerpark., Det er kæmpestort og ikke kedeligt

Berlin-muren

Berlinerne er særdeles bevidste om murens tiltrækning på tusinder af turister. På det eneste tilbageværende lange stykke mur i Mühlenstraße har man fået en række internationale kunstnere til udsmykke hver en sektion. I Bernauer Straße er det tidligere murforløb markeret med jernpæle

Oberbaumbrücke

Få hundrede meter fra Mühlenstraße går Oberbaumbrücke over Spree. Broen blev voldsomt beskadiget i slutningen af krigen. Da den under den kolde krig ville have forbundet Øst- og Vestberlin, var det først efter murens fald, at en fuldstændig renovering blev foretaget. Metalbroen mellem de to tårne var ikke en del af den oprindelige konstruktion fra slutnigen af 1800-tallet

Schönhauser Allee

Siden murens fald er Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin blevet hipster-smart. Vi har aldrig set så meget friskpresset grøntsagssaft og quinoabrød og har aldrig skullet lede så længe efter en almindelig øl på et almindeligt værtshus. Vi har læst os til, at det er Europas mest børnerige område

Kulturbrauerei

Kulturbrauerei på Prenzlauer Berg er et stort gammelt østtysk bryggeri, som er renoveret og omdannet til kulturcenter. Der er biografer, musikscener, museum, cafeer, restauranter, teatre, cykeludlejning, forlag, organisationer og butikker, så trafik og parkering i de omliggende gader er ret så belastet

Chausseestraße 131

Selvom vesteuropæerne gjorde deres til at miskreditere østtyskerne, er der nok ingen, der har betydet mere for modstanden mod det totalitære styre end sangeren og digteren Wolf Biermann. Han boede her i en lejlighed i Chausseestraße 131, hvor hans mest berømte plade (Chausseestraße 131) blev optaget og smuglet til vesten. Det mærkeligste ved historien er, at han var glødende kommunist og selv emigrerede fra Vesttyskland til Østberlin som ung

© copyright JM 2022