Italien

Huset

Én ting er vi alle fuldstændigt enige om: Sommerferie og Italien er synonymer. Vi er der hvert år. Det har især været Mellemitalien, vi har besøgt, startende med Toscana for 25 år siden. Tro det eller ej, vi valgte det første gang på grund af Chianti vinen, som vi altid har holdt af. Siden har det været Lombardiet, Umbrien, Marche, Trentino, Lazio og tilbage til Toscana igen.

For Toscana er stadig - på trods af masseturisme og byer, der mest minder om hjemstavnsmuseer - det smukkeste område vi kender. På turene til Mellemitalien har vi - til at begynde med af nødvendighed - gjort ophold i Dolomiterne for næste dag at køre videre sydpå. Vi er altid blevet slået af Dolomiternes skønhed, så vores stop i Trentino og Valsugana er stille og roligt blevet længere og længere. Statistisk er vejret mere ustabilt, men vejene er gode og velegnede til cykling og vinen og maden så god som noget andet sted i Italien.

Vi har aldrig været i Italien, uden at vi har haft vores bjergcykler med. De første gange var de i en trailer bag en bus fra Ruby Rejser. Da Ruby midt i halvfemserne ophørte med at køre til Italien, blev det vores egen bil med cyklerne bagpå. Det var i mange år en del af ferierytmen, at vi gamle står op og cykler om morgenen og tager panini med fra bageren på hjemvejen.

Mange italienere synes åbenlyst, at det er underligt at transportere sig rundt på to hjul. Men i de områder, vi har besøgt, er der ikke den bakke eller det bjerg, vi ikke har forsøgt at bestige. Cykelturene giver en totaloplevelse af landet, som vi ikke ville undvære. Fx. det at cykle gennem en pinjeskov, når solen rigtigt begynder at varme. Det giver fyrrenåleduft en helt ny betydning.

Lago San Ruffino

Danskere, der har været på bilferie i Italien, vil måske også tænke: 'Cykling i det billand - de må ha' en skrue løs!' Vi medgiver gerne, at vi har cyklet steder, som vi havde undgået, hvis vi havde kendt dem på forhånd. Byerne ved Como-søen eller områderne omkring de større toscanske byer er meget lidt cykelegnede. Omvendt har vi fundet områder, der er både spændende og sikre. Vi er fx. meget begejstrede for grænselandet mellem Umbrien og Toscana på vestsiden af Trasimeno-søen: Der er blændende smukt, man cykler mellem nogle af Italiens mest berømte vingårde og man kan både finde lange ture i bløde bakker eller hidsige stigninger på den lille bjergryg mellem Montepulciano-søen og Trasimeno-søen.

Det skal også understreges, at italienerne i disse år yder en kæmpe indsats for at forbedre vilkårene for cyklister. Hvor cykelstier for 25 år siden var et helt ukendt begreb, er der nu stier både i byerne og mellem dem. Hvem ville have troet, at det nogensinde blev muligt at cykle fra Bolzano til Gardasøen på cykelstier? Eller hvis man hellere vil mod øst, kan man (bortset fra en strækning mellem Trento og Pergine - hvor der er fine små veje) cykle fra Bolzano og næsten helt ud af Alperne gennem Valsugana.

Det er rigtigt, som mange hævder, at Italien og italienere kan være møgirriterende. Alligevel bliver vi gang på gang overvældet af den hjælpsomhed, frækhed og charme, som vi møder. Hvad skal man fx. sige til en hotelvært, der elskværdigt svarede følgende, da han ikke havde indlogeret os der, hvor han havde lovet: Sådan er det med løfter. Nogen kan man holde - andre kan man ikke?

Rom er den selvfølgelige og værdige hovedstad i alt dette. Alting er mere koncentreret i Rom: Smukke bygninger, smalle stræder, brede boulevarder, fantastiske pladser, store parker, buldrende trafik, markeder, barer, restauranter, aristokrater og plattenslagere.

Rom er den mest fotogene by, vi har været i. Alle motiverne er selvfølgelig taget bedre tusinde gange før, professionelle fotografer med stativer og storformatkameraer venter i dage og uger for at få den helt rigtige himmel over Peterskirken eller Colosseum. Hvad gør man så som amatør uden hele det apparatur? Man kan jo melde sig ud af fotokonkurrencen og finde sit eget Rom:

Rom
© copyright JM 2019