Én ting er vi alle fuldstændigt enige om: Sommerferie og Italien
er synonymer. Vi er der hvert år. Det har især været Mellemitalien, vi har besøgt,
startende med Toscana for 25 år siden. Tro det eller ej, vi valgte det første gang på
grund af Chianti vinen, som vi altid har holdt af. Siden har det været Lombardiet,
Umbrien, Marche, Trentino, Lazio, Piemonte og tilbage til Toscana igen.
For Toscana er stadig - på trods af masseturisme og byer, der mest minder om
hjemstavnsmuseer - det smukkeste område vi kender. På turene til
Mellemitalien har vi - til at begynde med af nødvendighed - gjort ophold i Dolomiterne
for næste dag at køre videre sydpå. Vi er altid blevet slået af Dolomiternes skønhed,
så vores stop i Trentino og Valsugana er stille og roligt blevet længere og længere.
Statistisk er vejret mere ustabilt, men vejene er gode og velegnede til cykling og
vinen og maden så god som noget andet sted i Italien.
Vi har aldrig været i Italien, uden at vi har haft vores bjergcykler med (bortset
fra en tur til Rom i 2019, som foregik på Mountain Bikes). De første par gange befandt
cyklerne sig i en trailer bag en bus fra Ruby Rejser. Da Ruby midt i halvfemserne
ophørte med at køre til Italien, blev det vores egen bil med cyklerne bagpå. Det
var i mange år en del af ferierytmen, at vi gamle står op og cykler om morgenen og
tager panini med fra bageren på hjemvejen.
Mange italienere synes åbenlyst, at det er underligt at transportere
sig rundt på to hjul. Men i de områder, vi har besøgt, er der ikke den bakke eller
det bjerg, vi ikke har forsøgt at
bestige. Cykelturene giver en totaloplevelse af landet, som vi ikke ville undvære.
Fx. at cykle gennem en pinjeskov, når solen rigtigt begynder at varme. Det giver
fyrrenåleduft en helt ny betydning.
Danskere, der har været på bilferie i Italien, vil måske også tænke: 'Cykling i
det billand - de må ha' en skrue løs!' Vi medgiver gerne, at vi har cyklet steder,
som vi havde undgået, hvis vi havde kendt dem på forhånd. Byerne ved Como-søen
eller områderne omkring de større toscanske byer er meget lidt cykelegnede.
Omvendt har vi fundet områder, der er både spændende og sikre. Vi er fx. meget
begejstrede for grænselandet mellem Umbrien og Toscana på vestsiden af
Trasimeno-søen: Der er blændende smukt, man cykler mellem nogle af Italiens mest
berømte vingårde og man kan både finde lange ture i bløde bakker eller hidsige
stigninger på den lille bjergryg mellem Montepulciano-søen og Trasimeno-søen.
Det skal også understreges, at italienerne i disse år yder en kæmpe indsats
for at forbedre vilkårene for cyklister. Hvor cykelstier for 25 år siden var
et helt ukendt begreb, er der nu stier både i byerne og mellem dem. Hvem ville
have troet, at det nogensinde blev muligt at cykle fra Bolzano til Gardasøen
på cykelstier? Eller hvis man hellere vil mod øst, kan man (bortset fra en
strækning mellem Trento og Pergine - hvor der er fine små veje) cykle fra Bolzano
og næsten helt ud af Alperne gennem Valsugana.
Det er rigtigt, som mange hævder, at Italien og italienere kan være
møgirriterende. Alligevel bliver vi gang på gang overvældet af den hjælpsomhed,
frækhed og charme, som vi møder. Hvad skal man fx. sige til en hotelvært, der
elskværdigt svarede følgende, da han ikke havde indlogeret os der, hvor han havde
lovet: Sådan er det med løfter. Nogen kan man holde - andre kan man ikke?
Rom er den selvfølgelige og værdige hovedstad i alt dette. Alting er mere koncentreret i Rom:
Smukke bygninger, smalle stræder, brede boulevarder, fantastiske pladser, store parker, buldrende
trafik, markeder, barer, restauranter, aristokrater og plattenslagere.
Rom er den mest fotogene by, vi har været i. Alle motiverne er selvfølgelig taget bedre tusinde
gange før, professionelle fotografer med stativer og storformatkameraer venter i dage og uger
for at få den helt rigtige himmel over Peterskirken eller Colosseum. Hvad gør man så som amatør
uden hele det apparatur? Man kan jo melde sig ud af fotokonkurrencen og finde sit eget Rom:
